Massey Ferguson 135

Massey Ferguson 135 blev produceret mellem 1964 og 1975, som en del af den nye “100”-serie, der lancerede en række næsten ens traktormodeller verden over. Den afløste Massey Ferguson 35, selvom denne fortsat blev produceret til nogle markeder (se afsnittet om MF 35 her på siden).
Ligesom på MF 165 kunne der vælges mellem 6- og 8-trins manuelle gearkasser og 12-trins Multi-Power gearkasse.

MF 135 blev produceret i England, Frankrig og Spanien, først og fremmest med Perkins AD3.152 trecylindret dieselmotor – en videreudvikling af A3.152 motoren, som var opgraderet til direkte indsprøjtning.
Traktoren på billedet har den gamle Vanguard 4-cylindrede benzinmotor, overtaget fra MF 35, men denne blev på et tidspunkt erstattet af en ny trecylindret Perkins benzinmotor med typebetegnelsen AG3.152, i MF 135 modelprogrammet.
I USA blev MF 135 produceret på fabrikken i Detroit og kunne her fås med en Continental benzinmotor, og senere Perkins benzinmotoren.

Bagskærmene var runde på første traktorer, senere kom der forskellige varianter af mere moderne, kantede skærme med lygter og indstigningshåndtag indbygget. I cirka det første halve år af produktionen var fælgpladerne røde og fælgene var sølvgrå. Herefter var hele fælgen malet sølvgrå i resten af modellens levetid.

I 1971 kom der en opgraderet model af MF135. Den kan kendes på at den skrå foraksel, som i sin grundform stammer helt tilbage fra Ford 9N, blev afløst af en lige version, som var stærkere, og billigere at producere. Oliebadsluftfilteret er på denne model afløst af et tørfilter.

MF 135 kunne fås med kabine lige fra starten.
Der fandtes både en smal udgave og en smal og lav udgave af MF 135,
udviklet til frugtplantager og vingårde.
Amerikansk model med forlygterne på siden af fronten.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *